En tur over brosten
Der er ikke kun cykelløb, der strækker sig over flere uger, der er også rigtig mange endagsløb af forskellig slags og over hele verden. Nogle er mere kendte end andre, nogle mere brutale. Og så er der det, der er kendt og berygtet for sin brutalitet – Paris-Roubaix.
Skal en professionel cykelrytter vinde et endagsløb, så er det dette, han vil have på sit CV. Der er rigtig meget prestige i at klare sig gennem og vinde det, som her i landet er kendt som “en forårsdag i helvede.”
Det er forår, og der er udsigt til regn. Det er ikke så ualmindeligt på den egn, men når de tynde racerdæk på cyklerne rammer de mange brosten, pavéerne, så bliver det svært. Det er glat, det er svært at holde balancen, og hjulene punkterer.
Tidligere har der været mange af den slags veje rundt omkring, men mange er efterhånden blevet asfalteret. Dog ikke på strækningen på mere end 250 kilometer, hvor brostenene er bevaret til ære for lige dette cykelløb, der i øvrigt er blevet vundet flest gange af en belgier.
Løbet flyttede, men beholdt navnet
Løbet har eksisteret siden 1896, og det er blevet kørt hvert eneste år siden da med undtagelse af de to verdenskrige, der har sat en naturlig pause for både dette løb og mange andre sportsbegivenheder.
Der køres dog ikke længere fra Paris til Roubaix, for i 1968 blev ruten flyttet nordpå med 80 kilometer til Compiègne, og det er i dette område, der fortsat køres. Det er desuden et løb, hvor stigningen i gennemsnitshastigheden for en cykelrytter er meget tydelig. Den er her gået fra 22,857 km/t til 45,204 km/t.