Verdens største cykelløb
Ingen cykling uden Tour de France. Det er det største af alle landevejsløb, det er det mest populære løb, og det er det løb, alle cykelryttere gerne vil vinde. Men det er hårdt og ubarmhjertigt, og man kan nogle gange få den tanke, at arrangørerne virkelig er nogle hårde hunde, der lader rytterne lide dag efter dag, indtil de når Paris.
Der er tilskuere fra hele verden, der følger med. Nogle tager til Frankrig for at stå på sidelinjen og opleve suset tæt på, men langt de fleste følger med gennem aviser, tv og internettet.
Det er op- og nedture, og det er spænding fra start til slut. Måske er det en hård tur over Alp d’Huez eller Col du Tourmalet, der er højdepunktet, måske er det en bjergholdkørsel eller en lang enkeltstart. Der er altid noget, der gør lige dette års tour til noget særligt. Ikke to år er ens, og der kæmpes om den gule, den prikkede, den grønne og den hvide trøje. Men dagens mest angrebslystne rytter fejres også, og det samme gør dagens etapevinder. Der er noget på spil hver eneste dag.
Intet uden dit hold
Men ingen rytter, lige meget hvor stærk han er, kan gøre det uden et godt hold. Her er rollerne fordelt fra starten af og igen på daglig basis. Kaptajnen, der gerne skal i gult, har brug for hjælperyttere, hvor han kan l
igge på baghjul og spare på sine kræfter. Han skal kunne stikke af fra de andre, når muligheden byder sig, og måske skal han der køre meget alene.
Samtidig er der også en holdkonkurrence, der er med til at understrege, hvor meget det enkelte hold betyder. Der er tilsvarende stor prestige i at vinde lige denne konkurrence og vise, at dette holde kan mere end bare at stille op til start og kæmpe for kaptajnen.
Selvom enkelte ryttere står af indimellem, så er der nok til et hold. Mindre end tre er ikke længere et hold, og de skal så trække sig, men det er ikke sandsynligt.
Sprintere kan ikke lide bjerge
Cykelryttere har forskellige forcer, og de ses tydeligt i touren. Bjergrytterne er små og lette og har ikke så mange kilo, de skal slæbe med over alle de stejle stigninger, all-round rytterne kan det hele og er dem, der oftest havner i gult, men sprinterne får det hårdt.
Det er store og unge drenge, der lider i bjergene. Mange gennemfører ikke, for det er for hårdt. For dem gælder det om at klare hver dag, at kæmpe sig igennem hver eneste rute og at overleve de bjerge, der er Hors Catégorie – uden for kategori. Det, der tæller er ikke bare at gennemføre verdens hårdeste cykelløb, men at vinde den sidste sprint på en af verdens mest berømte gader, nemlig Champs-Élysées.